Birgit Hansen, Frederikshavn Kommune
Hvor stor betydning har det for din kommune, at nordjysk turisme kommer tilbage på benene?
Frederikshavn har masser at byde på i form af hoteller, campingpladser, kyster, rekreative havne, købstæder og alsidige naturområder, som alt sammen rummer et stort potentiale for vækst, indtjening og arbejdspladser i kommunen. Derfor har det også stor betydning, at den nordjyske turisme bliver genstartet, så vi forhåbentlig kan indfri det fulde potentiale.
Hvad tænker du om den ambitiøse målsætning om at skabe 3.000 nye turismearbejdspladser frem mod 2030?
Det er godt at have ambitioner om jobskabelse, og vi skal efter min mening også sætte barren højt. Der er masser af muligheder, som vi nu skal gribe sammen med erhvervet og alle andre, som vil byde sig til.
Hvad ser du som den største styrke ved det nye tværkommunale destinationsselskab?
Jeg ser en kæmpe styrke i, at vi får flere muskler at spille med. Det betyder for eksempel, at vi får mulighed for at få adgang til nationale midler i Danmarks Erhvervsfremme, og derudover har vi i fællesskab noget meget unikt at byde på, herunder blandt andet en ø, en lufthavn, kyster og købstæder.
Hvad ser du som den vigtigste opgave for Destination NORD det kommende år?
Vi skal præstere resultater og således opnå synergier, som vi kan fortsætte udviklingen med. For mig at se er der tre spor, vi skal fokusere på; markedsføring, service af turister og destinationsudvikling. Hvis nogle kan udvikle destinationen, så er det et fælles destinationsselskab.