Destination Nord

Destination NORD inviterer til dialogmøder om turismen

6/3/2021

Destination NORD inviterer alle aktører med interesse i turismen til dialogmøder. Det sker i samtlige af destinationens fire kommuner.

På dialogmøderne vil Destination NORD i samarbejde med lokale repræsentanter fra turismeerhvervet besvare spørgsmål som: Hvordan skaber vi igen vækst i turismebranchen i Destination NORD? Hvordan vil vi trække flere turister til i 2021, og hvad skal vi satse på i fremtiden?

Der bliver i denne tid arbejdet hårdt på at komme tilbage på sporet inden for turisme- og oplevelsesbranchen. Covid-19 har sat lange og dybe spor i vores branche, nogle steder er sporene dybere end andre. Der er et stort behov for at finde tilbage på vækstsporet – både på kort sigt og i det lange perspektiv. Destination NORD blev etableret pr. 1. januar og har udarbejdet en ny strategi med målet om at skabe vækst og 3.000 jobs i branchen. Det kræver et langt sejt træk i fællesskab mellem virksomheder, organisationer og kommuner.

På møderne, hvor alle med interesse for turismen i vores destination er velkomne, vil Destination NORD orientere om strategien for at skabe jobs og omsætning gennem udvikling af turismen, målrettet markedsføring og branding og generering og formidling af viden. Der vil også blive tid til en mere konkret præsentation af forventninger, intentioner og opgaver.

Og det er netop vigtigt at tage temperaturen på, hvad der optager turismeerhvervet i destinationen nu og fremover. Det fortæller direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup:

- Vi vil jo rigtig gerne høre, hvad erhvervet lige nu har på hjerte, og så vil vi som repræsentanter for hele destinationen gerne stille os til rådighed for at svare på spørgsmål om destinationens fremtid, udvikling og markedsføring. Vi har et fantastisk turismeprodukt i Destination NORD og meget at tilbyde inden for både erhvervs- og ferieturisme. Det skal vi sammen have mest muligt ud af. Så vi glæder os meget til igen at få hilst på vores samarbejdspartnere i erhvervet og give en briefing på vores mange aktiviteter, der skal skabe jobs og omsætning.

Tilmeld dig dialogmødet i din kommune

Frederikshavn, Arena Nord - 15. juni kl. 8-10 - Tilmeld dialogmøde i Frederikshavn

Brønderslev, Voergaard Slot - 22. juni kl. 8-10 - Tilmeld dialogmøde i Brønderslev

Reserver datoen

Læsø 30. juni kl. 10-12 - Få besked når tilmeldingen åbner på Læsø

Aalborg 2. juli kl. 8-10 - Få besked når tilmeldingen åbner i Aalborg

Tilmelding til de kommende dialogmøder bliver snart tilgængelig her.

Denne side opdateres løbende. Hold også øje med Destination NORD på Linkedin.