Destination Nord
Aalborg er klar til et møde med dig

Erhvervsturismen skal i gang igen

6/4/2021

Erhvervs- og mødeturismen er et stort forretningsområde, særligt i byer som Aalborg og Frederikshavn, og hoteller, restauranter og andre mødevenues har hårdt brug for, at der kommer gang i markedet igen.

Erhvervs- og mødeturismen, lige fra de små møder til de større arrangementer som kongresser og konferencer, er et af de områder, der har været hårdest ramt af pandemien. 

Derfor er Destination Nord i samarbejde med VisitDenmark fælles om en national kampagne, ”Ikke bare et møde”, der skal kickstarte erhvervsturismen. Målet er at inspirere til at holde fysiske møder igen – fordi det kan noget andet end de virtuelle møder. Derudover er der hårdt brug for, at der kommer gang i mødehjulene igen, og ved at afholde et fysisk møde eller arrangement er man derfor også med til at støtte erhvervslivet. 

- Vi håber, at denne kampagne kan være med til at sætte gang i bookingen af møder igen. Mødemarkedet er en vigtig del af vores forretning, og vi må vise gæsterne, at vi igen er klar til at danne gode og trygge rammer om deres arrangementer, siger Rikke Gandrup, som er adm. direktør hos Color Hotel Skagen. 

I Aalborg er der endvidere rejst midler lokalt til en ekstra kampagne med titlen ”Aalborg er klar til et møde med dig”.  Med udgangspunkt i en åben invitation fra erhvervspartnere lægger vi op til, at man lader sig inspirere af de mange muligheder for et anderledes og spændende møde, hvor omgivelserne lægger en ekstra dimension på. Aalborg-kampagnen er en del af #vigenstarteraalborgsammen

Læs mere om kampagnen her